Måske har du allerede hørt om spillet. Måske spiller du det allerede. Eller måske er dette første gang, du hører om dette nye spil.
Den 27. juni udgives spillet i hele verden - men det har allerede været tilgængeligt i Danmark i noget tid.
Jeg har prøvet dette nye spil, så jeg kan anmelde det for jer, så læs med her, hvis du vil vide mere om det nye Harry Potter spil: Magic Awakened
5 facts om spillet
-
Det kan spilles på android, apple og windows smartphones
-
Det fylder 2,8 gb
-
Det er et MMO (massively multiplayer), historie- og kortspil
-
Det foregår efter den anden troldmandskrig
-
Det er gratis at spille
Eventyret begynder
Når du åbner spillet første gang, banker et kendt ansigt på, det er nemlig Hagrid, der banker på og er klar til at hjælpe dig gennem spillets introduktion. Først afleverer han et brev, hvor du skal finde på et navn til din karakter. Da spillet foregår online, kan du ikke vælge et navn, der allerede er i brug - dette kan godt være lidt irriterende, da de gode navne er taget.
Rejsen til Hogwarts
Herefter tager han dig med til Diagonalstræde, hvor du får mulighed for at lave din karakter; Vælge udseende ved Madam Malkin, tryllestav ved Ollivanders tryllestave og ugle ved Det Magiske Menageri. Inde ved Ollivanders får man for første gang lov at prøve kampsystemet, som foregår med spillekort.
Når du er færdig med at undersøge Diagonalstrædet, er det tid til at tage toget fra perron 9¾. I toget er der mulighed for at få introduceret nogle primære npc'er.
Historier på Hogwarts
Efter togturen skal der i bedste første års Harry Potter stil sejles til Hogwarts, hvor professor McGonagall, den nye rektor, står klar til at tage imod dig. Du får selvfølgelig fordelingshatten på - men du får selv lov at vælge dit hus.
Herfra starter dit eventyr på Hogwarts med undervisning i de kendte magiske fag, udforskning af skolen, quidditch, og hvad du nu ellers kender fra universet. Undervejs lærer du nye besværgelser og får nye kort, som du kan bruge på din videre rejse.
Hvis et historie-, MMO-, kortspil i Harry Potter universet lyder som noget for dig, så vil jeg helt sikker anbefale dig at finde din mobil frem og begynde den lange downloading af spillet - når du er kommet igennem, må du endelig skrive din mening om spillet i kommentar sporet.
Har du allerede prøvet spillet, må du selvfølgelig også hjertens gerne give din mening til kende i kommentarsporet.
Tobias Mallow